Ukip-leder Nigel Farage tror på sejr

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Nigel Farage, en af de største bannerførere for et såkaldt brexit, siger tidligt fredag morgen, at han tror på "en sejr".

Lederen af det EU-skeptiske Ukip-parti læner sig op af resultater fra over halvdelen af kredsene i torsdagens afstemning.

- Jeg tør nu drømme om, at dagen gryr for et selvstændigt Storbritannien, siger han i en form for sejrstale til medlemmer af Ukip.

Over 51 procent af de stemmer, der er talt op ved femtiden fredag morgen, er givet til "leave".

Den store britiske tv-kanal Sky News' vurderer, at det ender med, at 53 procent stemmer for at forlade EU.

- Lad 23. juni gå over i historien som vores uafhængighedsdag, siger Farage og håber, at EU som et "forfejlet projekt" nu tvinges i knæ.

Han opfordrer premierminister David Cameron til at gå af med det samme.

/ritzau/