Uklar Mette F.: Jeg undsiger ikke regeringen

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) understreger nu, at hun på ingen måde overhovedet undsiger regeringens dagpengepolitik.

Heller ikke, selvom hun i Go' Morgen Danmark mandag understregede, at regeringens hårdeste kritikere i dagpengespørgsmålet, Enhedslisten, "fra dag et" har haft ret i deres mest grundlæggende angreb.

I Go' Morgen Danmark sagde Mette Frederiksen, at Enhedslisten fra første færd har haft ret i påstanden om, at alle arbejdsløse ikke finder et job, når dagpengeperioden er ved at udløbe.

- Deri ligger naturligvis ikke en undsigelse af regeringens dagpengepolitik, fastslår hun nu.

- Der er helt sikkert en motivationseffekt ved slutningen af dagpengeperioden, men den har vist sig mindre end normalt.

- Derfor er der ikke noget nyt i, at de, der tidligt sagde, at tallet ville blive større - ja, de viste sig at få ret her. Det bekræftede regeringen med sit opdaterede skøn i januar, lyder det fra beskæftigelsesministeren.

Dagpengeslagsmålet mellem regeringen og Enhedslisten - og regeringspartierne imellem - har længe været blodigt som en islandsk saga.

Enhedslisten har hamret mod regeringen og hævdet, at i tusindvis af ledige vil falde gennem det sociale sikkerhedsnet, mens regeringstoppen med De Radikale og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen har fastslået, at de arbejdsløse har tendens til at rubbe neglene, når dagpengeperioden er ved at rinde ud.

Om den debat sagde Mette Frederiksen mandag i Go' Morgen Danmark:

- Enhedslisten har fra dag ét sagt: Vi tror, gruppen bliver meget meget stor. Deri har de jo faktisk haft ret.

Og hun fortsatte:

- Fordi det mange økonomer, og også nogle politikere, har påstået - altså, at når folk nærmer sig at ryge ud af dagpengesystemet, så kommer de alle sammen i arbejde - det har Enhedslisten hele tiden sagt: Det, tror vi ikke, kommer til holde stik. Og Enhedslisten har haft ret.

Nu understreger beskæftigelsesministeren så, at både Enhedslisten og regeringstoppen har ret.

For ifølge Mette Frederiksen har regeringen allerede gjort det klart, at motivationseffekten ikke var, hvad man regnede med.

- Da regeringen i januar måtte opjustere antallet af ledige, som må forventes at opbruge dagpengeretten i første halvår 2013, der sagde vi meget klart, at det var udtryk for, at der desværre var betydeligt færre end håbet og forventet, der havde lykkedes med at finde job gennem efteråret og hen mod slutningen af deres dagpengeperiode, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip