Uklarhed om mulig såret dansker på hotel i Egypten

Skrevet af admin

08/01/2016

Dagens topnyheder

Der hersker fredag aften uklarhed om nationaliteten af de sårede under et angreb på et turisthotel i Hurghada i Egypten.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at tre turister blev "lettere såret" under angrebet. En talsmand for politiet siger ifølge nyhedsbureauet, at de sårede er to østrigere og en svensker.

Det er i modstrid med tidligere oplysninger fra andre kilder og nyhedsbureauer, som har meldt en dansk og en tysk turist såret. TT har sagt, at to svenskere er såret af knivstik.

To eller tre mænd deltog i angrebet på turisthotellet Bella Vista i den egyptiske by Hurghada, rapporterer det statslige tv i Kairo.

Læs også: Apollo Rejser: Vi har danske turister på egyptisk hotel

Egyptiske sikkerhedskilder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er tale om en dansker og en tysker. Samme oplysning har nyhedsbureauet Tass tidligere fredag viderebragt.

Ifølge egyptiske rapporter er i alt tre turister blevet såret, mens en eller to angrebsmænd er blevet dræbt af sikkerhedsfolk, som reagerede hurtigt og stoppede angriberne.

Læs også: LIGE NU: Dansker såret ved angreb på hotel i Egypten

Der hersker dog uklarhed om situationen, og der kommer fortsat modstridende oplysninger.

Sikkerhedskilder siger til Reuters, at de bevæbnede mænd åbnede ild mod en indgang i hotellet Bella Vista. De bevæbnede mænd havde ifølge rapporterne både skydevåben og stikvåben.

Ifølge avisen Al-Masry Al-Yaoum viftede de bevæbnede mænd med sorte bannere og råbte "Allahu akbar".

Turisme er en hjørnesten i den egyptiske økonomi, men den er blevet rystet af politisk ustabilitet og vold i de senere år.

/ritzau/AFP