Ukraine: Alle 234 demonstranter er løsladt

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Ukraines statsadvokat, Viktor Pshonka, oplyser, at 234 anholdte demonstranter er blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling.

- 234 personer blev anholdt mellem den 26. december og den 2. februar. Ingen af dem er varetægtsfængslet længere, siger Pshonka.

Men selvom de er blevet løsladt fra varetægtsfængslingen, er anklagerne mod dem ikke droppet. Det bliver de til gengæld, hvis demonstranter forlader en række bygninger, de har besat, lyder det fra statsadvokaten.

Demonstranter har blandt andet besat rådhuset i hovedstaden Kiev, og de camperer på uafhængighedspladsen foran Uafhængighedspladsen ved rådhuset.

Søndag var omkring 70.000 demonstranter samlet på pladsen til fortsatte protester mod regeringen og præsident Viktor Janukovitj.

Fredag advarede Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, Vesten mod at blande sig i Ukraines krise. Borgerne i den tidligere sovjetiske stat skal have lov til at løse problemerne selv, mener han.

Imens fortsætter den spændte situation i landet, hvor oppositionen har været på barrikaderne siden november sidste år, da Janukovitj lagde en handels- og associeringsaftale med EU på is og i stedet indgik en aftale med Rusland.

De voldsomme sammenstød med sikkerhedsstyrkerne de seneste måneder har kostet mange mennesker livet, og adskillige er sårede.

/ritzau/AFP