Ukraine beder FN-sikkerhedsråd om hastemøde

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Ukraines parlament har fredag bedt FN's Sikkerhedsråd om at samles til hastemøde om de aktuelle problemer i Ukraine.

Appellen fra parlamentet kommer med henvisning til en aftale fra 1993, da stormagterne lovede at sikre landets territoriale integritet.

Beslutningen sker i kølvandet på en begivenhedsrig fredag morgen, hvor to lufthavne har været belejret og omringet på den ukrainske halvø Krim.

Først blev en civil lufthavn på Krim belejret af bevæbnede mænd, som dog snart efter trak sig delvist tilbage og lod lufthavnen fungere normalt.

Senere kom så meldingen fra Interfax om, at en militær lufthavn var omringet af russiske soldater.

Den ukrainske indenrigsminister, Arsen Avakov, har fordømt belejringen af lufthavnene, og ministeren kalder de to aktioner for en bevæbnet besættelse.

Den russiske flåde ved Sortehavet har imidlertid afvist, at dens styrker har været involveret i en belejring eller blokade af en militærlufthavn på den ukrainske Krim-halvø fredag morgen.

- Ingen af sortehavsflådens enheder er rykket frem, og den har hverken overtaget eller blokeret den, siger en talsmand for den russiske flåde til nyhedsbureauet Interfax.

Rusland har de seneste dage spillet med de militære muskler i regionen, efter at den væltede ukrainske præsident Viktor Janukovitj flygtede fra Kijev.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har blandt andet beordret alarmberedskab for landets væbnede styrker i grænseregionen.

Ukraine, der er en tidligere sovjetrepublik, blev selvstændigt i 1991.

/ritzau/Reuters