Ukraine: Bevæbnet gruppe besætter lufthavn på Krim

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Den største lufthavn på halvøen Krim i Ukraine er natten til fredag blevet besat af en gruppe bevæbnede mænd i militæruniformer.

Lufthavnen ligger i regionens hovedstad, Simferopol.

Et øjenvidne siger tidligt fredag morgen til nyhedsbureauet AFP, at de bevæbnede mænd lader til at have overtaget kontrollen med lufthavnen.

Repræsentanter for Ukraines nye midlertidige regering skulle angiveligt have planlagt at ankomme til den russisk-talende halvø fredag med fly.

Aktionen i lufthavnen kommer knap et døgn efter, at bevæbnede og uniformerede prorussiske aktivister tidligt torsdag morgen indtog den regionale regerings hovedkvarter. Også det lokale parlament blev besat.

Øjenvidner i lufthavnen siger til det russiske nyhedsbureau Interfax, at omkring 50 uniformerede mænd ankom i tre lastvogne, hvorfra nummerpladerne var fjernet.

Mændene omringede først lufthavnens terminal for indenrigsflyvninger, og de har nu overtaget kontrollen med andre dele af lufthavnen.

Gruppen har endnu ikke fremsat krav, og målet med aktionen kendes ikke. AFP skriver, at den russiske flådes flag er blevet hejst ved lufthavnen.

Det prorussiske flertal på Krim har udtrykt ønske om at blive en del af Rusland, efter oppositionen i sidste uge afsatte Ukraines præsident, Viktor Janukovitj.

Krim, som formelt var en del af Rusland, blev i 1954 ført ind under Ukraine. Et flertal af befolkningen er prorussiske, og Rusland har fortsat ret til bruge en flådebase ved halvøen til sin Sortehavsflåde.

Ukraines fungerende præsident, Oleksander Turtjinov, advarede torsdag Rusland om, at russiske soldater skal forblive på basen.

- Enhver militær bevægelse, specielt hvis det er med våben, uden for basens grænser vil af os blive regnet for en militær aggression, sagde han.

Krim udgør den sidste store bastion i Ukraine for modstanden mod det nye styre.

/ritzau/