Ukraine: Der kæmpes i centrum af Lugansk

Der er kampe i gang i bymidten i den oprørskontrollerede by Lugansk mellem soldater fra den ukrainske hær og prorussiske separatister.

Det oplyser en talsmand for den ukrainske hær.

- Et distrikt af Lugansk er blevet befriet, og der kæmpes i gaderne i byens centrum, siger talsmanden.

Lugansk og den anden storby i det østlige Ukraine, Donetsk, har i flere uger været omringet af den ukrainske hær.

Lugansk ligger tæt på grænsen til Rusland. Byen har været under de prorussiske oprøreres kontrol siden april.

Det ukrainske militær anklagede mandag oprørerne for med russisk leverede missiler at have sprængt busser med flygtninge i luften tæt på Lugansk.

Det lykkedes tirsdag morgen redningsarbejdere at bjærge 15 lig, men talsmanden for den ukrainske hær siger, at arbejdet er suspenderet, fordi der er kampe i gang i området.

Oprørerne benægter, at det var dem, der affyrede raketterne mod flygtningene.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip