Ukraine erobrer politistation i separatist-højborg

De ukrainske regeringsstyrker har indtaget en politistation i den østlige by Lugansk, der siden april har været under prorussiske separatisters kontrol.

En talsmand for Ukraines militær fortæller, at det ukrainske flag nu er hejst over bygningen i det, der kan være et gennembrud i regeringens bestræbelser på at nedkæmpe oprørerne i området.

Talsmanden, Andrij Lysenko, siger samtidig, at nyt russisk militærudstyr i løbet af de seneste 24 timer har krydset grænsen til Ukraine.

I det hele taget er indstrømningen af våben fra Rusland accelereret i den seneste tid, lyder det fra talsmanden, og separatisterne kæmper for at holde fast i Lugansk, der ligger op mod den russiske grænse.

Russiske droner har også i strid med reglerne bevæget sig ind i ukrainsk luftrum, tilføjer Lysenko.

Rusland nægter, at det hjælper oprørerne og beskylder Kijev for at have udløst et humanitær krise ved at bruge magt mod russisk talende folk i det østlige Ukraine.

Reuters har forsøgt at få fat i separatister i Lugansk for at få militærets oplysninger bekræftet. Det er dog ikke lykkedes.

Tidligere søndag lød det fra Kijev, at separatister havde skudt et ukrainsk militærfly ned. Piloten skød sig selv ud med katapultsædet inden styrtet, og han blev efterfølgende fundet.

Søndag eftermiddag mødes udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig i et hastemøde om krisen i Ukraine.

Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier håber, at deltagerne kan nå frem til en køreplan for en varig våbenhvile og effektiv grænsekontrol.

- Kun på denne måde kan situationen østlige Ukraine blive mere rolig, og Kijev kan fortsætte en national dialog, der involverer folk i øst, siger han til til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip