Ukraine får løfte om våbenleverancer

Ukraines præsident siger, at han torsdag i forbindelse med Nato-topmødet i Wales har fået løfte om hjælp til dødbringende våben.

Han sætter ikke navn på, hvilket eller hvilke lande løftet skulle komme fra.

Men han siger først i sin egen erklæring på engelsk og siden som svar på et spørgsmål på ukrainsk, at der er tale om løfter om "militærteknisk samarbejde" om både dødbringende og ikke-dødbringende våben.

- Hvert enkelt land talte om resultaterne af vores bilaterale samtaler.

- Det handler mest om militærteknisk samarbejde inden for områderne dødbringende og ikke-dødbringende våben - herunder præcisionsvåben, siger Porosjenko, da en ukrainsk journalist specifikt spørger, om han har fået løfter om våbenleverancer.

En anden ukrainsktalende journalist siger til Ritzau, at Porosjenko på ukrainsk bruger et ord, der betyder "levere".

Det har hidtil ikke været kendt, at enkelte Nato-lande decideret skulle have lovet at levere våben til Ukraine.

I sidste uge skrev netmedier med speciale i militærnyheder, at Kroatien har planer om selv at købe amerikanske Black Hawk helikoptere og derpå give nogle af sine egne transporthelikoptere til Ukraine.

Flere andre lande - deriblandt USA - har tidligere givet løfter om at levere andre former for militærudstyr som skudsikre veste til Ukraine. Danmark har også meldt sig klar til at sende gps-udstyr - men ikke våben - til brug i fly.

Kilder i Nato er ikke umiddelbart i stand til at bekræfte, at der skulle være givet løfter om våbenleverancer i forbindelse med torsdagens møde i Wales.

- Det er ikke fra os. Vi har ingen våben, siger en Nato-kilde, der ikke er bekendt med, hvad der måtte være blevet talt om i de mange møder, Porosjenko i forbindelse med topmødet har haft under fire øjne med ledere fra enkelte medlemslande.

/ritzau/

Dagens Gossip