Ukraine får ny enhedsregering senest tirsdag

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Formanden for Ukraines parlament siger, at parlamentarikerne senest tirsdag skal være nået frem til en aftale om dannelse af en national enhedsregering.

Den midlertidige enhedsregering skal styre landet frem til et snarligt valg.

- Det har højeste prioritet, siger parlamentsformanden Oleksander Turtjinov i en tale til parlamentet.

Ved en afstemning har parlamentet stemt for midlertidigt at overdrage præsidentens pligter og beføjelser til parlamentsformanden. Parlamentet har også udenrigsministeren er blevet afsat.

Turtjinov siger, at drøftelserne om en ny regering skal begynde øjeblikkelig.

Meddelelsen om den nye regering kommer dagen efter, at parlamentet ved en afstemning afskedigede præsident Viktor Janukovitj.

De ukrainske myndigheder udstedte tidligere søndag anholdelsesordrer på to tidligere regeringsmedlemmer, som skal retsforfølges for forbrydelser mod befolkningen.

Den tidligere skatteminister Oleksander Klimenko og en tidligere vicejustitsminister, Viktor Pshonka, vil blive retsforfulgt, hedder det i en erklæring fra den fungerende indenrigsminister, Arsen Avakov.

Den afsatte præsidents private luksusbolig på en kæmpe grund, der blandt andet havde egen golfbane og en zoologisk have, er blevet overtaget af myndighederne.

Lørdag fik offentligheden adgang til boligen, mens Janukovitj menes at være flygtet til den prorussiske østlige del af landet. Tusindvis af borgere mødte op for at se den overdådige, forladte bolig, der ligger omkring 15 kilometer fra Kijev.

/ritzau/Reuters