Ukraine: Frankrig bør ikke levere krigsskibe til Rusland

Skrevet af admin

17/11/2014

Mest læste i dag

Frankrig er havnet i et stort dilemma om et par store krigsskibe til en værdi af flere milliarder kroner.

På den ene side presser russerne på for at de to krigsskibe leveret snarest, ellers vanker "alvorlige konsekvenser". På den anden står Ukraine og det internationale samfund og kræver, at franskmændene sløjfer kontrakten, hvilket vil koste Frankrig dyrt.

Den franske regering bliver nødt til at finde en måde at slippe ud af aftalen med Rusland, kræver den ukrainske udenrigsminister, Pavlo Klimkin.

Udenrigsministeren advarer om, at et salg til Rusland vil være "ødelæggende for den internationale sikkerhed".

- Jeg er overbevist om, at den franske regering på sin altid kreative og engagerede facon vil finde en løsning ved at levere Mistral-skibene til andre modtagere for at værne om sikkerheden, siger Klimkin.

Ifølge kontrakten skulle franskmændene levere de første Mistral-skibe, som er hangarskibe til helikoptere, i oktober. Men efter at krisen i Ukraine er tiltaget, har Frankrig udskudt leveringen af frygt for at ophidse sine allierede.

Frankrig vil dog blive mødt af en heftig bøde, hvis kontrakten på 1,2 milliarder euro ikke opfyldes, og Rusland har advaret om alvorlige konsekvenser, hvis ikke det første skib leveres inden slutningen af november.

Skibene hører til den næststørste klasse i den franske flåde. De kan transportere 16 helikoptere og omkring 700 soldater hver. Det første skib skulle ifølge planen leveres i oktober i år og det andet i 2015.

Polen har advaret om, at Rusland vil bruge hangarskibene til at true sine nabolande.

Flere end 4000 mennesker har mistet livet i kampe mellem ukrainske sikkerhedsstyrker og prorussiske separatister i det østlige Ukraine siden foråret.

Rusland har ifølge Nato og Vesten spillet en hovedrolle i konflikten, men det afvises af regeringen i Moskva.

Den vestlige forsvarsalliance har imidlertid dokumenteret, at både russiske soldater og våben i stort tal har befundet sig på ukrainsk territorium under konflikten.

/ritzau/AFP