Ukraine fremlægger beviser mod separatister i flyulykke

Skrevet af admin

18/07/2014

Dagens topnyheder

Den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU har offentliggjort optagelser af telefonsamtaler, som ifølge ukrainerne beviser, at det var prorussiske separatister, der står bag nedskydningen af passagerflyet fra Malaysian Airlines over det østlige Ukraine.

SBU-chefen Valentin Nalivaitjenko mener desuden, at optagelserne beviser, at to russiske efterretningsagenter er medskyldige i forbrydelsen, der kostede 298 mennesker livet.

- Vi vil gøre alt for, at det russiske militær, der gennemførte denne forbrydelse, vil blive straffet, siger Valentin Nalivaitjenko.

I en optagelse, der skal have fundet sted torsdag eftermiddag, siger en oprører, der går under navnet "Major", til en kammerat kaldet "Grek", at en gruppe separatister har skudt et fly ned.

- Flyet gik i stykker i luften. Det første offer er blevet fundet. Det er en kvinde. En civil, siger "Majoren".

Lidt senere går det op for ham, at alle på flyet er civile:

- For fanden. Det er næsten 100 procent sikkert, at det er et civilt fly, siger han på optagelsen, der ikke er verificeret af andre end ukrainerne selv.

Adspurgt, om der er våben om bord, må "Majoren" endnu engang svare afkræftende:

- Nej - blot civile ting, lægemidler, håndklæder, toiletpapir, siger han og bemærker, at han har fundet id på en indonesisk student.

På en anden optagelse høres en russer, der ifølge Ukraine er efterretningsagent, underrette sin overordnede i den russiske efterretningstjeneste.

- Et fly er netop blevet skudt ned. Det var mineudlægningsgruppen. De er taget hen for at fotografere flyet. Det ryger, siger agenten Igor Besler til oberst Vasilij Gernanin.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax afviser oprørerne i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk i det østlige Ukraine, at optagelserne er ægte.

Ikke desto mindre lægger de kompromitterende oplysninger yderligere pres på de prorussiske separatister, der af mange iagttagere menes at stå bag den formodede nedskydning.

/ritzau/Reuters