Ukraine hutler sig til EM med uafgjort

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

Ukraine er klar til EM-slutrunden i 2016 som det sidste af 24 hold, der skal spille turneringen i Frankrig til sommer.

Det stod klart, da Ukraine tirsdag aften spillede 1-1 i Slovenien i det sidste playoff-opgør mellem de to nationer.

Ukraine vandt det første playoff-opgør hjemme med 2-0 i en kamp, hvor ukrainerne spillemæssigt var overlegne og kvalificerer sig med en samlet 3-1-sejr.

Gæsterne har blandt andre profilerne Andrey Yarmolenko og Yevgen Konoplyanka og var også favoritter i returmødet.

Slovenien skulle frem og godt hjulpet på vej af det fanatiske hjemmepublikum lykkedes det slovenerne at lægge pres på Ukraine fra start.

Det gav resultat efter 11 minutter. Et godt slovensk indlæg fra højre side skabte tumult i Ukraines felt, hvor målmanden halvklarede og bolden til sidst endte hos Bostjan Cesar, som headede hjemmeholdet på 1-0.

Ukraine fik dog reddet stormen af i resten af halvlegen, og der blev ikke scoret yderligere i de første 45 minutter. Det betød, at Ukraine gik til pause med en samlet føring på 2-1 inden anden halvleg.

I det første opgør viste Ukraine, at holdet har spændende offensive kvaliteter, men i anden halvleg af returmødet viste Ukraine, at de også mestrer at stå defensivt og parkere en masse mand foran eget mål.

Med en halv time igen erstattede Ukraine Sergiy Sydorchuk med arbejdsmanden på midtbanen Denys Garmash.

Kampen faldt i tempo, og hjemmeholdet reagerede og sendte offensivspilleren Zlatan Ljubijankic på banen i stedet for Roman Bezjak.

Det gav hjemmeholdet et momentum, men Ukraine holdt organisationen, mens hjemmeholdet desperat jagtede den ene scoring, der ville give forlænget spilletid og eventuelt en straffesparkskonkurrence.

Der blev kæmpet for alle bolde i de sidste minutter, og der var konstant ballade omkring bolden i den hektiske slutfase, hvor det i overtiden også blev til en slovensk udvisning.

Der var lagt hele otte minutter til kampen, og i de døende sekunder fik gæsterne en kontrachance, hvor Andrey Yarmolenko slukkede alle slovenske EM-drømme med sin udligning til 1-1.

/ritzau/