Ukraine kapper el-forsyningen til Krim

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Ukraines statslige el-selskab oplyser, at det har sat et loft over el-leverancerne til Krim, som Rusland annekterede i foråret.

Samtidig truer selskabet med helt at slukke for strømmen.

El-selskabet Ukrinterenergo siger, det skyldes knaphed på strøm i det øvrige Ukraine.

Selv om Moskva i marts udråbte den ukrainske halvø Krim til en del af Rusland, kommer cirka 80 procent af strømmen til området fra Ukraine.

- Hvis loftet ikke respekteres af forbrugerne på Krim, så vil selskabet blive tvunget til helt at afbryde forsyningslinjerne til halvøen, hedder det i en erklæring fra Ukrinterenergo.

Rusland har tidligere til stor fortrydelse for regeringen i Kijev stoppet for gasleverancer til Ukraine.

Det er en strid om prisen på gassen, der har fået forhandlingerne til at gå i hårdknude. Ukraine mener, at Rusland forsøger at bruge gassen til at afpresse den ukrainske regering.

Situationen er forværret, efter den ukrainske hær er kommet i regulær krig mod prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

For to måneder siden besluttede Rusland igen at lukke for gassen til Ukraine, der i stedet har været nødt til at søge leverancer fra Europa.

EU har senest åbnet en pipeline, som vil være i stand til at forsyne Ukraine med op mod 20 procent af sit behov for naturgas.

/ritzau/Reuters