Ukraine kræver Krim-leder anholdt

Anklagemyndigheden i Ukraine har udsendt en anholdelsesordre på den prorussiske premierminister og parlamentsformand på halvøen Krim, hvor indbyggerne om halvanden uge skal stemme om en løsrivelse fra Ukraine.

Sergej Aksjonov og Vladimir Konstantinov har med deres handlinger forbrudt sig mod den ukrainske stat ved at forsøge at løsrive den autonome halvø ved Sortehavet, citerer en række medier i den tidligere sovjetrepublik torsdag kredsdomstolen i Kijev for.

Men det anses under de nuværende omstændigheder for usandsynligt, at de to mænd havner bag tremmer.

Krim har siden weekenden været holdt besat af russiske soldater og prorussiske militser.

Sergej Aksjonov, der i sidste uge overtog magten på Krim og bad Rusland om hjælp til at få genskabt ro og orden, har udskrevet en folkeafstemning om Krims fremtidige status.

Den folkeafstemning bliver nu rykket frem fra 30. marts til 16. marts, bebuder Krims vicepremierminister Rustam Temirgalijev torsdag ifølge det russiske nyhedsbureau Ria, skriver Reuters.

Og de to millioner indbyggere på den autonome halvø vil ifølge Temirgalijev blive spurgt om, hvorvidt Krim skal forblive en del af Ukraine eller skal tilslutte sig Den Russiske Føderation, altså blive en del af Rusland.

Det lokale parlament har torsdag enstemmigt sagt ja til sidstnævnte.

Den kontroversielle melding kommer, netop som EU's stats- og regeringschefer torsdag er ankommet til Bruxelles for at holde et ekstraordinært topmøde om Ukraine-krisen.

Imens venter en observatørgruppe fra Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) på at få adgang til Krim og andre områder af Ukraine, blandt dem to danske observatører.

Men udsigterne til, at de når frem til Krim, er ringe.

Premierminister Sergej Aksjonov har meddelt, at prorussiske styrker kontrollerer alle tilfartsveje til halvøen og har blokeret alle militærbaser.

Politiet og sikkerhedsstyrkerne får ifølge Aksjonov hjælp fra 11.000 prorussiske "selvforsvarsstyrker", som ukrainske medier mener, er russiske soldater, hvilket Rusland har afvist.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger torsdag morgen, at "vores partnere" i OSCE og Nato med deres handlinger ikke bidrager til samarbejde og dialog.

Nato besluttede onsdag at afbryde sit samarbejde med Rusland på en række områder.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip