Ukraine: Krim er og forbliver ukrainsk territorium

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Ukraines fungerende udenrigsminister slår fast, at regeringen i Kijev ikke vil opgive Krim, og regeringen vil gøre alt, hvad den kan, for at nå en fredelig løsning på konflikten om halvøen i Det Sorte Hav.

- Krim er og forbliver ukrainsk territorium, og vi overlader ikke Krim til nogen, siger udenrigsminister Andrij Desjtsjytsja ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sent fredag aften overtog bevæbnede mænd, der formodes at være russere, endnu en militærbase på den russisk-dominerede ukrainske halvø.

Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt det er russiske soldater, eller prorussiske ukrainere, der står bag angrebet.

Basen ligger i havnebyen Sevastopol, der siden Sovjetunionens opløsning i 1991 efter aftale med Ukraine har været hjemsted for den russiske sortehavsflåde.

Rusland har fra officielt hold nægtet, at det er russiske soldater, som i dagevis har omringet ukrainske baser på halvøen.

Samtidig med Desjtsjytsjas melding lyder det fra Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at regeringen i Kijev baserer sin magt på radikale kræfter.

- Den såkaldt midlertidige regering bygger på radikale kræfter, som har overtaget magten.

- Vesten er klar over dette, men man forsøger at skjule det af politiske årsager, siger Lavrov ifølge Itar-Tass.

Ukraines lovligt valgte præsident Viktor Janukovitj blev væltet fra magten i februar.

Siden har parlamentet i Kijev valgt en overgangsregering, som Rusland ikke anerkender.

/ritzau/