Ukraine: Lidegaard indkalder Udenrigspolitisk Nævn

Skrevet af admin

03/03/2014

Mest læste i dag

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har hasteindkaldt Udenrigspolitisk Nævn, der mødes tirsdag morgen klokken 10 for at diskutere den tilspidsede situation i Ukraine.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Udenrigsministeren har således hasteindkaldt Folketingets partier efter mandag at have mødtes med sine ministerkolleger i EU.

På dagsordenen er der kun et punkt: Ukraine.

Efter det hasteindkaldte EU-udenrigsministermøde om Ukraine i Bruxelles mandag sagde Martin Lidegaard, at der nu er meget stor risiko for, at de første reelle kamphandlinger mellem Rusland og Ukraine snart kan være en realitet.

- Det er aller-allersidste øjeblik, hvis vi skal nå at rulle det her tilbage på den fredelige sti. Vi er stadigvæk i den situation - i dette øjeblik - at der ikke har været egentlige kamphandlinger og blodsudgydelser i forbindelse med de sidste døgns aktiviteter.

Den danske udenrigsminister sagde desuden, at EU er klar til i løbet af to dage at lukke for forhandlinger om visumliberalisering og en ny økonomisk aftale med Rusland.

Det vil ifølge teksten fra ministrenes møde træde i kraft, hvis ikke man hurtigt nedtrapper situationen i forhold til Ukraine.

Udenrigsministeren tilføjede, at han og kollegerne fra de andre 27 EU-lande var enedes om at gå videre med den faktiske gennemførelse af de sanktioner mod udvalgte ukrainere, som der blev politisk enighed om for halvanden uge siden.

De sanktioner omfatter blandt andet indrejseforbud og indefrysning af værdier.

Det er stadig ikke klart, hvornår de sanktioner vil kunne træde i kraft.

Udenrigsministrene har på mødet også som ventet besluttet, at EU trækker sig fra alle forberedende møder forud for et planlagt G8-topmøde, som skal finde sted til juni i den russiske by Sotji.

Endelig bakker udenrigsministrene op om forsøget på straks at få etableret en observatørmission i Ukraine under ledelse af Den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejdsorganisation, OSCE.

Martin Lidegaard siger, at Danmark allerede har tilbudt at bidrage økonomisk til en sådan OSCE-mission.

/ritzau/