Ukraine ønsker lån på 145 milliarder kroner af EU

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

Ukraine har bedt EU om et lån på 20 milliarder euro (over 145 milliarder kroner), siger premierminister Mykola Asarov, netop som voldsomme sammenstød mellem provestlige demonstranter og politiet i hovedstaden Kijev er blevet indstillet ved, at politiet har trukket sig væk fra protesterne.

Det store økonomiske lån er angiveligt nødvendigt, hvis landet skal underskrive den handels- og associeringsaftale med EU, som regeringen i Kijev pludselig rykkede bort fra i sidste måned.

- Vi foreslår, at problemerne løses ved, at Ukraine bliver tilbudt økonomisk assistance, siger Asarov, hvis udtalelser blev transmitteret i tv.

- Vi har vurderet, at beløbet skal være i nærheden af 20 milliarder euro.

Asarov siger videre, at spørgsmålet om at lade Ukraine indgå i en toldunion med Rusland ikke vil blive taget op ved forhandlinger i Moskva senere i denne måned.

I en meddelelse til sin egen regering siger premierministeren, at et møde er planlagt til at finde sted i Moskva den 17. december:

- Vi forbereder en masse dokumenter, men jeg vil gerne forhindre spekulationer ved at fastslå, at der ikke bliver ført forhandlinger om en toldunion, hedder det.

Ukraine afviste i sidste måned at underskrive den længe forberedte handels- og associeringsaftale med EU. Det skete med henvisning til, at Ukraine ville lide stor økonomisk skade ved mistet handel med det store naboland Rusland.

Den abrupte beslutning udløste den største bølge af demonstrationer i Kijev siden Orangerevolutionen i 2004. Demonstranterne kræver, at både Asarov og præsident Viktor Janukovitsj går af. Men signalerne er blandede fra Kijev.

- Regeringen ønsker at underskrive aftalen med EU hurtigst muligt, siger Asarov, der tilføjer, at en del af lånet fra EU kan anvendes til infrastruktur i Ukraine.

Premierministeren understreger igen, at der ikke vil blive anvendt vold mod fredelige demonstranter i Kijev.

- Tag det roligt. Vi taler kun om at rydde gaderne, så det normale liv kan blive genoptaget. Som regeringschef siger jeg med fuld autoritet, at der ikke vil blive anvendt vold mod demonstranter.

/ritzau/AFP