Ukraine og EU binder sidste aftaleknude

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

EU's 28 stats- og regeringschefer og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har fredag morgen sat deres underskrifter på sidste del af den omfattende frihandels- og associeringsaftale, som har været central i Ukraine-krisen.

- I Kijev og andre steder gav folk deres liv for dette tættere bånd til EU. Vi vil ikke glemme dem. Stærkere politiske og økonomiske bånd vil bringe velstand til hele kontinentet, siger EU-præsident Herman Van Rompuy ved underskriftsceremonien.

Før Porosjenko satte sin historiske underskrift, sagde han, at Ukraine har betalt en høj pris for sin frihed.

- I løbet af de seneste måneder har Ukraine betalt en høj pris for at gøre vores europæiske drøm til virkelighed. Det må være noget værd, siger han.

Aftalen skulle egentlig have været skrevet under allerede i november sidste år ved et topmøde i den litauiske hovedstad, Vilnius.

Men kort før EU-lederne og den daværende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, skulle sætte deres kruseduller på den lange tekst, sagde Janukovitj nej. Og dét blev begyndelsen på det seneste halve års stadig mere blodige konflikt i Ukraine.

Frihandels- og associeringsaftalen sigter mod at bringe Ukraine tættere på EU økonomisk ved at gøre det nemmere for parterne at handle på tværs af grænserne og gradvist at integrere Ukraine i Den Europæiske Unions indre marked.

Aftalen har også en politisk del, som allerede blev underskrevet 21. marts ved et topmøde i Bruxelles, hvor den fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, var til stede sammen med EU-lederne.

Den politiske del går ud på, at EU vil støtte arbejdet med centrale reformer i Ukraine, økonomisk genrejsning, vækst, regeringsførelse og samarbejde inden for blandt andet energi, transport, ligestilling, miljøbeskyttelse, socialområdet, uddannelse og kultur.

Aftalen omfatter også, at ukrainske statsborgere får adgang til at rejse ind i EU uden visum.

Ifølge EU-Kommissionen vil aftalen booste Ukraines indkomst med omkring ni milliarder kroner om året.

Også Georgien og Moldova har fredag skrevet under på fulde frihandels- og associeringsaftaler med EU.

/ritzau/