Ukraine og Rusland giver håndslag på fortsat våbenhvile

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

De politiske ledere i Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig har onsdag på et telefonmøde givet hinanden håndslag på, at fredsprocessen for det østlige Ukraine skal fuldføres i løbet af det kommende år.

- Angela Merkel, François Hollande, Vladimir Putin og Petro Porosjenko har bekræftet deres støtte til våbenhvilen i Østukraine, skriver det franske præsidentkontor i en erklæring efter det to timer lange møde.

Den fortsatte støtte gælder den såkaldte Minsk II-aftale, der blev indgået i februar i den hviderussiske hovedstad.

Lederne aftalte desuden, at de fire landes udenrigsministre skal mødes om en måned for at evaluere udviklingen. Det oplyser den tyske regering efter mødet.

Processen med at trække tunge våben væk fra fronten er endnu ikke fuldført, og det blev understreget på mødet, at den del af fredsplanen skal gennemføres snarest.

- De kommende dage skal bruges til at befæste våbenhvilen, skriver den tyske regering i en udtalelse.

Det er den første samtale mellem de fire politiske ledere om situationen i Ukraine, siden de mødtes i Paris i begyndelsen af oktober.

Dengang blev de enige om, at der skal holdes lokalvalg i det konfliktramte område i den tidligere sovjetrepublik. Men tidligst til næste år.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, lovede ved den lejlighed at arbejde for at forhindre, at de selvudråbte regeringer i øst afvikler et hurtigt valg.

/ritzau/AFP