Ukraine og Rusland mødes i Moskva

Skrevet af admin

08/03/2014

Mest læste i dag

Ukraines ambassadør i Rusland og den russiske viceudenrigsminister har lørdag holdt møde i Moskva. Det oplyser det russiske udenrigsministerium.

Det er første gang, at parterne mødes ansigt til ansigt, siden krisen på Krim-halvøen begyndte, påpeger ministeriet.

Ambassadør Vladimir Jeltjenko mødte viceudenrigsminister Grigorij Karasin og "spørgsmål om russisk-ukrainske relationer blev drøftet i en åbenhjertig atmosfære", lyder det.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde tidligere lørdag, at hans regering var villig til at mødes med den nye regering i Kijev for at få en ende på uroen, men fastholdte, at krisen blev skabt "kunstigt og med rene geopolitiske motiver", skriver dpa.

Den spændte situation mellem de to lande ser indtil videre ud til at fortsætte. Lørdag blev der to gange meldt om skudepisoder ved grænsen til Krim-halvøen.

Først blev der affyret varselsskud, da observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) for tredje dag i træk blev afvist ved grænsen til Krim.

Senere meldte ukrainske grænsevagter, at der blev affyret skud mod et af deres overvågningsfly, som var på patrulje i nærheden af grænsen.

Lørdag foretog USA's præsident, Barack Obama, en række telefonopkald til ledere af forskellige nationer med krisen i Ukraine på dagsordenen.

Præsidenten talte blandt andet med den britiske premierminister, David Cameron, den franske præsident, François Hollande, og den italienske premierminister, Matteo Renzi, oplyser Det Hvide Hus.

Derudover holdt Barack Obama også telefonkonference med præsidenterne for Litauen, Letland og Estland.

ritzau/Reuters