Ukraine: Oppositionen fremlægger krav

Skrevet af admin

04/02/2014

Mest læste i dag

Tirsdag vil Ukraines opposition fremlægge krav i parlamentet om frifindelse af fængslede demonstranter og mindre magt til landets præsident.

Det sker samtidig med, at EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, vender tilbage til Kijev for at forsøge at bløde op for den to måneder lange krise.

Flere tusinde demonstranter opholder sig fortsat i protestlejren på Uafhængighedspladsen i et forsøg på at tvinge flere indrømmelser ud af præsident Viktor Janukovitj.

Situationen eskalerede i slutningen af 2013, da Janukovitj besluttede, at Ukraine alligevel ikke skulle indgå en associeringsaftale med EU. I stedet vil han trække Ukraine tættere på Rusland.

Situationen i Ukraine er fortsat spændt, selv om premierminister Mykola Asarov og kabinettet er gået af.

Mandag mødte præsident Viktor Janukovitj tilbage på jobbet efter fire dages sygdom. Her tøvede han ikke med at kalde masseprotesterne for "ekstremisme."

Han kaldte også den regeringskritiske bevægelse for "radikalisme og tilskyndelse til had," og mener, der er tale om en magtkamp.

Samtidig taler EU og USA om muligheden for at tilbyde landet økonomisk hjælp. Men samtalerne er på et meget tidligt stadie, siger Jen Psaki, talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

En talskvinde for Catherine Ashton, Maja Kocijancic, siger, at EU og dets internationale allierede har talt om, "hvad vi kan gøre for at hjælpe den ukrainske økonomi," men understreger også, at enhver form for hjælp skal knyttes til politiske reformer eller en ny regering.

Ukraines problematiske økonomi er i høj grad afhængig af Rusland og mandag strammede Moskva grebet ved at minde Ukraine om, at landet skylder dem 3,3 milliarder dollar for gas fra 2013 og starten af 2014.

/ritzau/AFP