Ukraine: Rusland har lukket for gassen

Skrevet af admin

16/06/2014

Dagens topnyheder

Rusland har gjort alvor af truslen om at lukke for naturgassen til nabolandet Ukraine, bekræfter den ukrainske energiminister.

- Vi har en bekendtgørelse. Gasleverancerne til Ukraine er reduceret til nul, siger Juri Prodan på en pressekonference.

Ukrainerne lover samtidig at sikre, at gassen til de europæiske kunder fortsætter uhindret, som Rusland har krævet.

Gasforsyninger til Europa går via Ukraine.

Ifølge EU's energikommissær, Günther Oettinger, har Ukraine en stor reserve af gas og løber ikke tør de kommende uger.

Kommissæren vil stræbe efter at genoptage trepartsforhandlinger mellem Rusland, Ukraine og EU i juni.

Rusland havde fastsat en frist mandag morgen for indfrielse af den ukrainske gasgæld, og da det ikke skete, anlagde det russiske gasselskab Gazprom en voldgiftssag mod det ukrainske gasselskab Naftogaz ved en international domstol i Stockholm.

Gazprom har rejst sag for at inddrive en gasgæld på 4,5 milliarder dollar, som Rusland hævder at have til gode i Ukraine.

Dermed fik sammenbruddet i de langvarige gasforhandlinger sent søndag mellem parterne den konsekvens, som man havde forsøgt at undgå, blandt andet med EU-Kommissionens forsøg på at mægle og et forslag om kompromis.

Få timer senere meddelte Ukraine, at man har anlagt sag mod Rusland for seks milliarder dollar for tidligere betalte gasleverancer til overpris.

Som konsekvens af sammenbruddet har Gazprom mandag ændret betalingssystem for naturgasleverancer til Ukraine, så Kijev fremover skal betale forud for alt køb af gas.

- I dag klokken 10 (kl. 8 dansk tid, red.) har Gazprom i henhold til de kontraktlige forpligtelser skiftet betalingssystem for leverancer til Naftogaz (det ukrainske gasselskab, red.), skriver Gazprom i en meddelelse.

Beslutningen om at kræve forudbetaling sker som konsekvens af det ukrainske gasselskabs fortsat svigtende vilje til at betale for gassen, lyder det fra Moskva.

Gælden dækker leverancer i både 2013 og 2014.

Gasforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland har været yderligere besværet af, at de to lande er i konflikt omkring oprøret i det østlige Ukraine og russernes annektering af Krim-halvøen.

Rusland næsten fordoblede prisen for gas til 485 dollar, efter at Ukraines russiskvenlige præsident, Viktor Janukovitj, blev væltet i februar.

/ritzau/Reuters