Ukraine: Russisk nødhjælp omlastes ved grænsen

Skrevet af admin

12/08/2014

Dagens topnyheder

En russisk humanitær-konvoj på 280 lastbiler, der er på vej mod det østlige Ukraine, får ikke lov at komme ind i landet.

Køretøjerne vil derimod blive stoppet ved grænsen, hvor nødhjælpen vil blive overført til køretøjer fra Røde Kors, siger en talsmand for den ukrainske præsident ifølge Reuters.

- Denne last vil blive overført til andre transportmidler af Røde Kors, siger talsmanden Valarij Tjalij ifølge Reuters.

- Vi vil ikke tillade, at nødhjælpen bliver eskorteret af det russiske nødhjælpsministerium eller militær, fastslår han.

Både Nato og EU har advaret om, at en russisk humanitær mission kan være et skalkeskjul for en egentlig militær mission.

Det russiske nyhedsbureau Itar-Tass skriver, at den humanitære hjælp hovedsageligt består af mad. Angiveligt er der tale om korn, sukker og mad til spædbørn.

Derudover er lastbilerne pakket med medicin, lægeudstyr, 69 transportable generatorer til strøm og 12.000 soveposer.

Mange tusind østukrainere er i løbet af den seneste tid flygtet fra deres hjem, efter at den ukrainske hær har indledt en militæroffensiv mod prorussiske separatister.

/ritzau/Reuters