Ukraine: Russisk nødhjælp omlastes ved grænsen

Skrevet af admin

12/08/2014

Mest læste i dag

En russisk humanitær-konvoj på 280 lastbiler, der er på vej mod det østlige Ukraine, får ikke lov at komme ind i landet.

Køretøjerne vil derimod blive stoppet ved grænsen, hvor nødhjælpen vil blive overført til køretøjer fra Røde Kors, siger en talsmand for den ukrainske præsident.

- Denne last vil blive overført til andre transportmidler af Røde Kors, siger talsmanden Valarij Tjalij ifølge Reuters.

- Vi vil ikke tillade, at nødhjælpen bliver eskorteret af det russiske nødhjælpsministerium eller militær. Alt vil være under ukrainsk kontrol, fastslår han.

Både Nato og EU har advaret om, at en russisk humanitær mission kan være et skalkeskjul for en egentlig militær intervention.

Det russiske nyhedsbureau Itar-Tass skriver, at den humanitære hjælp hovedsageligt består af mad. Angiveligt er der tale om korn, sukker og mad til spædbørn.

Derudover er lastbilerne pakket med medicin, lægeudstyr, 69 transportable generatorer til strøm og soveposer til de mange tusinde østukrainere, der i løbet af den seneste tid er flygtet fra deres hjem, efter at den ukrainske hær har indledt en militæroffensiv mod prorussiske separatister.

Russiske medier rapporterer, at de 280 lastbiler skal bruge et par dage på at tilbagelægge de omtrent 1000 kilometer fra Moskva til Ukraines østlige regioner.

Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, sagde mandag, at der er "en høj sandsynlighed" for, at russiske styrker i den nærmeste fremtid indleder en militær operation i Østukraine.

Ifølge den vestlige forsvarsalliance befinder der sig omkring 20.000 russiske soldater på grænsen ind til det østlige Ukraine, hvor separatisterne på det sidste er blevet slået tilbage af ukrainske regeringsstyrker.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har flere gange kaldt dele af Østukraine "Det Nye Rusland".

/ritzau/Reuters