Ukraine: Russiske borgere hjalp med at skyde fly ned

Ukraine påstår at have stærke beviser for, at russiske statsborgere stod bag torsdagens nedskydning af et passagerfly i Østukraine.

Den ukrainske efterretningschef, Vitalij Nada, siger på en pressekonference, at "vi ved meget klart, at det var russiske statsborgere, som anvendte systemet" - med henvisning til det missilsystem, som angiveligt skød det malaysiske fly MH17 ned torsdag aften.

- Vi har stærke beviser for, at denne terrorhandling blev begået med hjælp fra russiske statsborgere, fremhæver han.

Ifølge Nada skulle tre såkaldte jord-til-luft missiler af typen BUK-1 eller SA-11 missilsystemer være blevet bragt til Ukraine fra Rusland sammen med tre russere, der kunne betjene udstyret.

Efterretningschefen opfordrer Rusland til at udlevere fornavne og efternavne på de pågældende, så de kan afhøres af myndighederne i Kijev.

Der er endnu ikke kommet en reaktion fra Moskva på den ukrainske beskyldning.

Men Ruslands præsident, Vladimir Putin, har lørdag talt i telefon med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og sagt, at han bakker op om en uafhængig efterforskning af flystyrtet.

De to ledere blev "enige om, at en international, uafhængig kommission under ledelse af Icao (FN's organisation for civil luftfart, red.) hurtigt bør have adgang til ulykkesstedet for at kaste lys over omstændighederne bag styrtet og for at flytte ofrene", skriver den tyske forbundsregering.

En lignende pressemeddelelse fra Moskva oplyser, at "begge sider understreger vigtigheden af en grundig og objektiv efterforskning af alle omstændighederne relateret til det, der skete".

Torsdag beskyldte Putin indirekte regeringen i Kijev for at være ansvarlig for den tragiske katastrofe, da han udtalte: "Tragedien ville ikke have fundet sted, hvis der var fred i landet, og hvis militære operationer ikke var blevet genoptaget i det sydøstlige Ukraine."

/ritzau/AFP

Dagens Gossip