Ukraine: Russiske kampvogne destruerer by nær Lugansk

Russiske kampvogne har ødelagt praktisk talt alle huse i den østukrainske by Novosvitlivka nær Lugansk, siger det ukrainske forsvar.

Forsvarstalsmand Andrij Lysenko fortæller desuden, at ukrainske regeringsstyrker har måttet trække sig ud af områderne øst for Lugansk, hvor der i løbet af sommeren har været hårde kampe mellem prorussiske oprørere og ukrainske styrker.

- Ruslands direkte militære aggression mod Østukraine fortsætter, hedder det fra Ukraines forsvars- og sikkerhedsråd på Twitter.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, som er i Bruxelles for at diskutere situationen i Ukraine med EU-landenes stats- og regeringschefer, slår samtidig fast, at flere tusind udenlandske soldater og hundredvis af udenlandske kampvogne nu befinder sig på ukrainsk jord.

Ukraine har bedt EU om militær hjælp i kampen mod de prorussiske separatister, og EU-landenes ledere ventes at diskutere muligheden for at stramme sanktionerne mod Rusland yderligere ved lørdagens topmøde.

EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso siger på et pressemøde, at Europa skal presse på politisk, men for alt i verden undgå at puste til ilden i Ukraine, hvor Rusland den seneste uge har øget sin militære tilstedeværelse blandt de prorussiske separatister i kampen mod ukrainske sikkerhedsstyrker.

- Det giver ingen mening at få en ny kold krig, siger Barroso.

- Politiske problemer skal løses med politiske midler, siger han og understreger, at den humanitære krise i landet er "meget alvorlig".

Der lyder også en advarsel til Moskva fra kommissionsformanden.

- Rusland skal ikke undervurdere EU's vilje og beslutsomhed i forhold til at stå ved egne principper og værdier, siger Barroso.

Både Ukraine, USA, Nato og en ukrainsk oprørsleder har fastslået, at russiske soldater deltager i kampene i Ukraine, men det afvises af regeringen i Moskva.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip