Ukraine: Russiske lastbiler er en direkte invasion

Chefen for den statslige sikkerhed i Ukraine, Valentyn Nalivajtjenko, siger, at de 90 russiske lastbiler, der er kørt ind i Ukraine, er at sidestille med en invasion.

- Vi anser det for at være en direkte russisk invasion af Ukraine, bedyrer han over for journalister.

En talsmand for militæret siger, at der ikke var givet tilladelse til de russiske lastbiler med nødhjælp til at passere grænsen.

- De kørte ind i Ukraine uden klartegn eller deltagelse fra Internationalt Røde Kors eller (ukrainske) grænsevagter, siger han.

Nalivajtjenko forklarer, at Ukraine ikke vil forsøge at bruge magt over for lastbilkolonnen, og at man ønsker at undgå "provokationer".

Det ukrainske udenrigsministerium kalder det et brud på de vigtigste principper i folkeretten, men siger, at den russiske konvoj har fået lov til at passere for at undgå provokationer

De russiske lastbiler rullede sidst på formiddagen ind i Ukraine og satte kurs mod byen Lugansk, der har lidt hårdt under kampe mellem den ukrainske hær og prorussiske oprørere.

Ruslands udenrigsministerium har advaret enhver mod at gøre forsøg på at stoppe den russiske nødhjælpskonvoj.

Der udspiller sig hårde kampe i og udenfor Lugansk mellem den ukrainske hær og oprørerne, og der skal ikke meget til, før de russiske køretøjer risikerer at blive fanget i krigshandlingerne.

Fredag oplyste det ukrainske militær, at en helikopter fra luftvåbnet blev skudt ned ved Lugansk onsdag, og at et ukrainsk kampfly tidligere samme dag blev ramt nær byen og styrtede ned.

Natten til fredag var der meldinger om hårde artillerikampe i Lugansk.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip