Ukraine: Se hvad EU har i sin sanktionskasse

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

EU-landenes udenrigsministre mødes torsdag til hastemøde om Ukraine, hvor de ventes at tage stilling til, om EU skal indføre sanktioner mod Ukraine.

Den konkrete beslutning bliver onsdag forberedt af de 28 medlemslandes ambassadører i Bruxelles, men den nøjagtige sammensætning af eventuelle sanktioner vil være en politisk beslutning, som skal træffes i fuld enstemmighed mellem alle EU's medlemslande.

* EU anvender sanktioner - også kaldet restriktive foranstaltninger - alene eller som følge af beslutninger i FN's Sikkerhedsråd i henhold til følgende retningslinjer:

- Sanktioner er et instrument af diplomatisk eller økonomisk karakter, som søger at opnå en ændring i handlinger eller politik såsom brud på folkeretten eller menneskerettighederne eller en politik, der ikke respekterer retsstatens eller demokratiske principper.

- Restriktive foranstaltninger vedtaget af EU kan være rettet mod regeringer i tredjelande eller ikkestatslige aktører og individer som for eksempel terrorgrupper og terrorister.

* Typiske EU-sanktioner:

- Våbenembargo. Omfatter helt eller delvist forbud mod handel med våben og sommetider også diverse udstyr, der kan anvendes af et lands sikkerhedsstyrker til nedkæmpelse af oprør.

- Handelssanktioner. Kan være et totalt eller delvist stop for EU's samhandel med et land. Bliver ofte brugt til målrettet at ramme bestemte erhvervssektorer som for eksempel et lands oliebranche, udstyr til brug i atomindustrien eller sektorer med nær forbindelse til bestemte politikere, ledere eller organisationer.

- Økonomiske sanktioner. Omfatter typisk indefrysning af et lands, en centralbanks, lederes, virksomheders og centrale personers økonomiske aktiver i EU. Kan også omfatte restriktioner for eksportkredit og investeringer.

- Diplomatiske sanktioner. Omfatter udvisning og hjemkaldelse af diplomater, suspension af diplomatiske forbindelser, stop for officielle besøg.

- Suspension af samarbejde med et land.

- Boykot af sportsbegivenheder og kulturelle aktiviteter.

- Flyveforbud, der nægter fly fra alle eller udvalgte luftfartsselskaber fra et land at lande og lette i EU.

- Indrejseforbud. Bliver typisk brugt til at nægte et lands eller organisationers ledere visum til EU.

Kilde: EU's udenrigstjeneste.

/ritzau/