Ukraine: Separatister er med på våbenhvile

Separatistledere i de to østukrainske regioner Lugansk og Donetsk er gået med til at lægge våbnene.

Det siger en af lederne, Aleksandr Borodaj, efter at have mødtes med en kontaktgruppe, der inkluderer blandt andre Moskvas udsending til Kijev og en repræsentant fra OSCE.

- Konsultationen sluttede med, at myndighederne i republikkerne Lugansk og Donetsk gik med til at opretholde en våbenhvile indtil 27. juni, siger Aleksandr Borodaj fra Donetsk.

Våbenhvilen vil løbe parallelt med den unilaterale våbenhvile, som Ukraines præsident, Petro Porosjenko, erklærede fredag som en del af sin fredsplan, der har 14 punkter.

- Vi er blevet enige om en gensidig våbenhvile, der vil løbe til klokken 10 om morgenen 27. juni. Et af de primære problemer er blevet løst, siger den tidligere ukrainske præsident Leonid Kutjma, der også har siddet med ved forhandlingsbordet.

Efter Petro Porosjenko erklærede sin våbenhvile fredag, har Kijev rapporteret om fortsatte angreb mod ukrainsk militær ved en række grænseposter.

Meldingen fra Borodaj, der kalder sig selv premierminister for den såkaldte Folkerepublikken Donetsk, kommer efter den første dag i flere uger, hvor der ingen meldinger om vold har været.

- I perioden fra klokken 9 til klokken 17 har der ikke været nogen meldinger om brug af våben, lyder det fra Ukraines Nationale Råd for Sikkerhed og Forsvar.

Flere hundrede mennesker har mistet livet, siden oprøret i øst for alvor fik fat, efter at den prorussiske præsident, Viktor Janukovitj, blev væltet i februar.

Petro Porosjenko har afvist at indgå i direkte dialog med de prorussiske ledere på trods af gentagne opfordringer fra Moskva. Mandagens møde kan imidlertid ses som et forsøg på at komme russerne en anelse i møde.

Umiddelbart efter meldingen om våbenhvilen meddeler Det Hvide Hus, at den amerikanske præsident, Barack Obama, i en telefonsamtale har advaret sin russiske kollega, Vladimir Putin, om, at Rusland risikerer at blive ramt af nye sanktioner fra Vesten.

Det vil ske, medmindre russerne dels stopper våbenleverancerne til de ukrainske separatister og samtidig indstiller den moralske opbakning.

Ifølge en udtalelse fra Rusland gentog Putin i samtalen med Obama nødvendigheden af direkte samtaler mellem de stridende parter.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip