Ukraine truer med at skrotte våbenhvilen

Skrevet af admin

04/11/2014

Mest læste i dag

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, advarede tirsdag om, at han i kølvandet på, hvad han betegner som "ulovlige valg" i den østlige del af landet, overvejer at droppe den våbenhvile, der i september blev indgået med de prorussiske separatister.

Det omdiskuterede valg blev holdt søndag i Donbass-regionen, som omfatter Donetsk og Lugansk. Området har i måneder været plaget af en voldelig konflikt mellem prorussiske separatister og ukrainske regeringsstyrker.

Rusland støtter valgresultatet, som i overvældende grad blev en sejr for separatisterne, mens USA, EU og Ukraine nægter at godkende resultatet.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, afviser tirsdag ethvert skridt i retning af at ophæve internationale sanktioner mod Rusland samtidig med, at spændingerne stiger.

- Der er på nuværende tidspunkt ingen grund til at ophæve dem, sagde Merkel på et møde med den tyske arbejdsgiverforening, BDA, i Berlin, hvor hun også opfordrede Moskva til at øve dets indflydelse på separatisterne for at gennemføre våbenhvileaftalen.

Aftalen om våbenhvilen, der blev underskrevet af regeringen og militante, skabte særlige forhold for regionen. Det gælder blandt andet, at lokale valg skal gennemføres i henhold til ukrainsk lovgivning.

Våbenhvileloven, der blev godkendt af Ukraines parlament i september, sikrer delvis autonomi og amnesti for regionen i de næste tre år. Den sikrer også retten til at opretholde væbnede enheder i de distrikter, der kontrolleres af separatister.

Separatistleder Denis Pusjilin afviser Porosjenkos trusler og advarer regeringen i Kijev mod at udfordre fredsprocessen.

Vinderne af søndagens valg skal overtage magten tirsdag. Separatisterne erklærede deres uafhængighed fra Ukraine i foråret, og oprørslederne er indstillet på at ville slutte sig til Rusland på et senere tidspunkt.

/ritzau/dpa