Ukraine vil undersøge anklage om brug af klyngebomber

Ukraines myndigheder lover at undersøge påstanden om, at den ukrainske hær har anvendt forbudte klyngebomber under en offensiv mod prorussiske oprørere i den østlige del af landet.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har i samarbejde med avisen New York Times kortlagt 12 episoder, hvor de meget upræcise klyngebomber har været anvendt og dræbt seks mennesker, heriblandt en schweizisk nødhjælpsarbejder.

Det skal være sket i omegnen af storbyen Donetsk.

Præsident Petro Porosjenkos vicestabschef er overrasket og peger på, at brugen af klyngebomber - hvis de har været brugt - ikke er blevet bemyndiget af de politiske ledere i Kijev.

- Jeg er ikke klar til at besvare dette spørgsmål, for vi må stadig selv foretage vores egne interne undersøgelse, siger Valerij Tjali.

- Vi har taget rapporten til efterretning, tilføjer hun.

Over for nyhedsbureauet AFP benægter to officerer i hæren, at denne type våben har været brugt, og en talsmand for det ukrainske forsvarsministerium afviser beskyldningerne.

- Vi beskyder ikke civile områder med granater, for det sætter deres liv i fare. Men vore modstandere angriber konstant disse nabolag, siger han.

Det fremgår af Human Rights Watch, at også de prorussiske oprørere kan have været skyldige i at bruge klyngebomber.

Hvis brugen af klyngebomber bliver bekræftet, kan det gøre forholdet mellem styret i Kijev og borgerne i Østukraine endnu mere anstrengt. I forvejen er mange østukrainere frustrerede over den ukrainske hærs strategi i kampen mod prorussiske separatister.

Det kan også belaste forholdet mellem EU og Ukraine, for de europæiske lande har i modsætning til Ukraine underskrevet konventionen, der forbyder brugen af klyngebomber.

En klyngebombe indeholder snesevis eller hundredvis af små sprængladninger, der bliver spredt og eksploderer, når granaten rammer jorden.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV