Ukraines hær er på vej ind i Slavjansk

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Pansrede køretøjer fra Ukraines hær er på vej ind i byen Slavjansk, som kontrolleres af prorussiske separatister, skriver AFP.

Oprørere i Slavjansk har samtidig beordret civile til at forlade byens rådhus.

Den spændte situation i Slavjansk kommer, efter at ukrainske soldater har genvundet kontrol over rådhuset i Marjupol, som har været holdt besat af prorussiske separatister.

Hæren har samtidig slået et separatistisk angreb tilbage på en militærbase i den østlige by Artemivsk.

Ukrainske styrker har tidligere "befriet" en by i den østlige del af Ukraine fra prorussiske separatister. Det drejer sig om byen Svjatogorsk, der ligger 15 kilometer nord for Slavjansk.

Fjernelsen af de bevæbnede separatister er et led i den antiterror-operation, som Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, tirsdag genoptog efter en pause hen over påske.

/ritzau/Reuters