Ukraines militær: Prorussere angreb lufthavn i Donetsk

Skrevet af admin

13/09/2014

Mest læste i dag

Ukraines militær har modstået et angreb fra prorussiske separatister på den strategisk vigtige lufthavn i Donetsk i den østlige del af Ukraine.

Det siger militæret lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker i lyset af den våbenhvile, som blev indgået fredag for otte dage siden.

- Mange separatister blev støttet af seks kampvogne, der lancerede et angreb på lufthavnen fredag, men det blev heroisk modstået af soldaterne, lyder det ifølge presseafdelingen for det ukrainske militær i det østlige Ukraine.

Ifølge en journalist fra nyhedsbureauet Reuters har der lydt artilleriild i den nordlige del af Donetsk, og der hænger en tung, sort røg over lufthavnen.

Våbenhvilen, der er et led i en større fredsplan, har i det store hele holdt i det østlige Ukraine, men i nogle områder, navnlig i industricentret Donetsk og i havnebyen Marjupol, har der været sporadiske kampe.

Begge parter i konflikten har travlt med at bebrejde hinanden for eventuelle overtrædelser af våbenhvilen.

Ifølge Ukraine er fire ukrainske soldater blevet dræbt og omkring 30 såret, viste en optælling tidligere på ugen.

En kvinde blev dræbt, og mindst fire civile blev såret natten til søndag, da regeringsstyrker blev udsat for et langvarigt granatbombardement øst for Marjupol.

Prorussiske separatister har holdt byen Donetsk i månedsvis, mens ukrainske soldater kontrollerer lufthavnen efter et stort slag, der fandt sted i maj.

Siden våbenhvilen er hyppigheden af angrebene faldet, men der har været utallige rapporter om beskydning omkring lufthavnen i Donetsk.

- Forsøger russiske separatister at indtage lufthavnen i Donetsk? I så fald er det en klar krænkelse fra Moskva af våbenhvilen, skriver Sveriges udenrigsminister Carl Bildt på det sociale medie Twitter.

/ritzau/AFP