Ukraines opposition tilbydes toppost

Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, tilbyder efter forhandlinger oppositionslederen Arsenij Jatseniuk posten som premierminister.

Det oplyser præsidentens kontor.

Mens protesterne mod regeringen og præsidenten breder sig i landet, kom tilbuddet, da Janukovitt lørdag eftermiddag mødtes med Jatseniuk, den tidligere topbokser Vitalij Klitstjko og nationalisten Oleh Tjahnibok.

Klitstjko er samtidig blevet tilbudt posten som vicepremierminister med ansvar for humanitære anliggender.

Janukovitjs tilbud er et forsøg at løse den alvorlige politiske krise, som har ramt landet.

De tre oppositionsledere har krævet, at der udskrives valg.

De bakkes op af titusinder af demonstranter, som lørdag fortsat var på gaden i hovedstaden Kijev og mange andre byer rundt om i landet.

De er rasende over, at Janukovitj har afvist at indgår en samarbejdsaftale med EU og i stedet valgt at gå i alliance med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Under mødet med oppositionslederne har Janukovitj også foreslået ændringer i den ukrainske forfatning, enten gennem en folkeafstemning eller en parlamentarisk proces.

Den nuværende forfatning giver præsidenten meget stor magt.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV