Ukraines parlament afsætter præsident Janukovitj

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

Ukraines parlament har vedtaget at afskedige landets præsident, Viktor Janukovitj, og udskrive valg allerede den 25. maj.

328 ud af 450 stemte for afsættelsen af præsidenten, skriver nyhedsbureauet Dpa.

Resultatet af afstemningen i parlamentet medførte stående klapsalver, og nyhedsbureauet Reuters skriver, at oppositionspolitikerne sang landets nationalsang for at fejre præsidentens afsættelse.

Parlamentet erklærede Janukovitj "ude af stand til at udføre sine opgaver".

Forud for afstemningen i parlamentet fordømte Janukovitj situationen i landet, som han kalder et "kup" - og han udtalte, at han ikke agter at træde tilbage.

- De begivenheder, som vores land og hele verden er vidne til, er et eksempel på et statskup, sagde han tidligere lørdag eftermiddag.

Fredag indgik Janukovitj og oppositionen en aftale, der blandt andet betød, at forfatningen fra 2004 blev genindført, hvilket betyder, at præsidentens magt indskrænkes.

Desuden blev man enige om at forhandle en ny forfatning, som skal skabe balance i forholdet mellem præsident, regering og parlament.

Ifølge aftalen skulle et nyt præsidentvalg afholdes, så snart forfatningen er implementeret - dog senest i december 2014. Men med dagens afstemning i parlamentet ser det ud til, at ukrainerne skal til stemmeurnerne allerede i slutningen af maj.

/ritzau/Reuters