Ukraines parlament udskyder love der skal tækkes EU

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Ukraines parlament, Verkhovna Rada, har tirsdag igen udskudt debatten om en række love, der skal bane vejen for, at landet i slutningen af næste uge kan underskrive en stort anlagt handels- og associeringsaftale med EU.

Der er blandt andet tale om en lov, der skal gøre det muligt for fængslede ukrainske statsborgere at rejse til lægebehandling i udlandet.

Det er en lov, der regnes som potentielt afgørende for, om EU vil skrive under på handelsaftalen, fordi den kan levere en løsning på den fastlåste situation omkring den fængslede tidligere premierminister, Julia Timosjenko.

Parlamentsformand Volodimr Ribak siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at parlamentet på torsdag vil debattere fire lovforslag med relation til EU's krav.

Præsident Viktor Janukovitsj har afvist at benåde Timosjenko, der i 2005 stod i spidsen for Ukraines orange revolution.

Hun sidder fængslet for magtmisbrug i forbindelse med en gasaftale, hun indgik med Rusland i 2009. Hendes støtter har fået medhold i blandt andre Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i deres påstand om, at dommen er politisk betinget.

EU kræver som betingelse for at underskrive handelsaftalen med Ukraine på et topmøde i Vilnius den 28.-29. november blandt andet, at der bliver fundet en løsning på Timosjenko-sagen.

EU's to andre krav er en reform af den ukrainske valglov samt en reform af retsvæsnet.

EU-landenes udenrigsministre måtte mandag opgive at enes om, hvorvidt EU er klar til at skrive under på aftalen med Ukraine i næste uge.

EU afventer blandt andet en rapport fra to udsendinge fra Europaparlamentet - Pat Cox og Aleksander Kwasniewski - som kom til Ukraine mandag aften for blandt andet at kunne overvære lovbehandlingen tirsdag.

Også EU's udvidelseskommissær, Stefan Füle, er i Kijev for at følge sagen.

/ritzau/