Ukraines præsident erklærer ugelang våbenhvile i øst

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, erklærer en midlertidig ensidig våbenhvile i det østlige Ukraine, der varer indtil næste fredag, oplyser landets indenrigsministerium fredag aften.

Den ensidige våbenhvile gælder fra den 20. juni til den 27. juni.

Porosjenko siger i meddelelsen fra indenrigsministeriet, at de ukrainske regeringssoldater kun vil åbne ild mod de prorussiske separatister, hvis de selv bliver beskudt.

Ukraines nye præsident fremlagde tidligere fredag sin plan for fred i det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister de seneste måneder har holdt skansen, efter at de erklærede uafhængighed tidligere på året.

Petro Porosjenkos plan, der har 14 punkter, lægger blandt andet op til, at separatisterne, som ikke har begået "alvorlige forbrydelser", slipper for retsforfølgelse.

Af planen fremgår det ligeledes, at man vil decentralisere statsmagten gennem forfatningsreformer - et punkt, som regeringen i Kijev tidligere har lovet.

Porosjenko har diskuteret planen to gange over telefonen med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip