Ukraines præsident: Man kan ikke vinde en krig med tæpper

Skrevet af admin

18/09/2014

Dagens topnyheder

Den ukrainske præsident Petro Porosjenko holdt torsdag en følelsesladet tale for den amerikanske kongres i Washington.

I talen anmodede præsidenten om mere militært udstyr, således at Ukraine kan forsvare sig selv og sit territorium. Hidtil har USA's præsident, Barack Obama, afvist, at bidrage med våben til Ukraine og kun ydet andre former for hjælp.

Men det er ikke nok, påpegede Porosjenko.

- Tæpper og natkikkerter er også vigtige, men man kan ikke vinde krigen med tæpper, sagde præsidenten, der flere gange under sin tale modtog stående bifald fra over 500 politikere i Kongressen.

Porosjenko opfordrede også USA til at indføre flere sanktioner mod Rusland samt, at Ukraine får en særlig sikkerhedsstatus, som er det højeste niveau for ikke-Nato lande.

- Vi behøver mere politisk støtte fra hele verden, sagde Petro Porosjenko.

Den ukrainske præsident skal senere torsdag mødes med den amerikanske præsident Barack Obama.

Højtstående embedsmænd fra Obamas regering siger, at USA har givet tilsavn om at støtte Ukraine med yderligere militært udstyr og nødhjælp til en værdi af omkring 53 millioner dollar svarende til 306 millioner danske kroner.

Pakken indeholder angiveligt ikke såkaldte "dødbringende våben", siger en embedsmand til Reuters.

Ifølge FN er mere end 3000 mennesker blevet dræbt under kampe mellem de ukrainske regeringsstyrker og prorussiske separatister, siden volden i det østlige Ukraine eskalerede i april.

For to uger siden indgik parterne våbenhvile, men selv om våbenhvilen tilsyneladende holder, har der alligevel været meldinger om flere tilløb til åbne kamphandlinger.

/ritzau/Reuters