Ukraines præsident vil lave plan for våbenhvile

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger, efter et møde med sin russiske kollega, Vladimir Putin, at der skal laves en plan for en våbenhvile i det østlige Ukraine, som skal indføres så hurtigt som muligt.

Porosjenko siger videre, at en våbenhvile mellem de to parter kræver, at begge bliver enige om aftalen.

Vladimir Putin siger efter mødet, der foregik i Minsk i Hviderusland, at han har aftalt med Ukraines præsident, at genoptage samtalerne om levering af gas til Ukraine.

Putin siger videre, at våbenhvilen er en sag for Ukraine, men at Rusland er klar til at "gøre alt" for at støtte fredsdialogen.

Forud for mødet sagde Ukraines præsident, at fred er det vigtigste mål for mødet.

- En aftale om at standse kampene vil være en vigtig milepæl, sagde Petro Porosjenko.

Før de to stridende ledere satte sig sammen i Minsk tirsdag aften, mødtes de blandt andet med Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko.

Han siger, at alle de ledere, der mødtes tirsdag, er enige om, at der er behov for en nedtrapning af konflikten.

Mandag blev 10 russiske faldskærmssoldater taget til fange i den østlige del af Ukraine. De krydsede grænsen til nabolandet ved en fejl, ifølge en kilde fra det russiske forsvarsministerium.

Kijev har længe anklaget Moskva for at støtte de separatistiske, prorussiske oprørere i det østlige Ukraine, men det er første gang, at de ukrainske myndigheder har taget soldater fra Ruslands hær til fange.

Under møderne har også repræsentanter fra EU-Kommissionen og medlemmerne af Den Eurasiske Toldunion, der ud over Rusland består af Hviderusland og Kasakhstan, deltaget.

Det er kun anden gang, at Ukraines præsident mødes ansigt til ansigt med Vladimir Putin. Første gang var i starten af juni, hvor den franske præsident, François Hollande, satte et ganske kort møde i stand i forbindelse med markeringen af 70-året for D-dag i Normandiet.

Mindst 2200 mennesker har mistet livet i konflikten, viser en FN-rapport ifølge Reuters.

/ritzau/Reuters