Ukraines premierminister Jatsenjuk træder tilbage

Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, vil fratræde sin stilling.

Det bekræfter Jatsenjuk selv på sin Twitter-profil søndag eftermiddag.

- Der er flere årsager til min beslutning, siger han i en tv-transmitteret tale ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Den politiske krise i regeringen er blevet kunstigt udløst, og ønsket om at ændre én person har blændet politikerne og lammet deres vilje til at arbejde for virkelige ændringer i landet, siger han i talen.

Desuden siger han, at politisk destabilisering er uundgåelig, hvis der ikke vælges en ny regering prompte efter hans afgang som premierminister.

Jatsenjuk vil fremsætte sin afskedsbegæring på tirsdag i det ukrainske parlament.

Han takker i et tweet de af sine kolleger, der har handlet ærligt og uselvisk.

- De to seneste regeringer var unikke. De var de første manifestationer af et nyt Ukraine, lyder det.

I midten af februar mistede regeringen sit flertal i parlamentet i Kijev, efter to partier forlod det vaklende koalitionssamarbejde.

Oleg Beresjuk, partilederen af et af partierne, det lille parti Selvhjælp, beskyldte ledelsen i premierminister Jatsenjuks regering for korruption og nepotisme.

Det første parti forlod samarbejdet i september sidste år.

I februar overlevede Jatsenjuk med nød og næppe en mistillidsafstemning i parlamentet til trods for, at Ukraines præsident, Petro Porosjenko, havde bedt ham om at fratræde sin post.

Siden har han modstået presset til at gå af. Men den politiske krise i landet har splittet koalitionen og forårsaget en forsinkelse på udbetalingen af et nødlån på omkring 117 milliarder kroner igennem Den Internationale Valutafond.

Jatsenjuk siger i sin tale søndag, at han støtter parlamentets formand, Volodymyr Groysman, som sin efterfølger.

Jatsenjuk har været premierminister, siden den daværende prorussiske præsident Viktor Janukovitj måtte flygte ud af landet i februar 2014 efter en opstand, der tog fart hen over vinteren i hovedstaden Kijev.

/ritzau/Reuters

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip