Ukrainsk krigsfange på vej hjem fra Rusland i sneglefart

Skrevet af admin

27/04/2016

Mest læste i dag

Processen mod udlevering af en fængslet ukrainsk helikopterpilot, Nadija Savtjenko, fra Rusland er indledt.

Det bekræfter krigsfangens advokat, Mark Feygin, ifølge nyhedsbureauet RIA. Processen kan ifølge advokaten vare en til to måneder.

Det forlød i sidste uge ifølge Ukraines præsident, Petro Porosjenko, at Rusland og Ukraine havde aftalt en fangeudveksling.

Aftalen skulle betyde, at Nadija Savtjenko, som for nylig blev idømt 22 års fængsel i Rusland, ville blive udleveret til Ukraine.

Nadija Savtjenko skulle udveksles for de russiske soldater Jevgenij Jerofejev og Aleksander Aleksandrov. De to blev i sidste uge idømt 14 års fængsel i Ukraine.

Tidligere på måneden drøftede Porosjenko og Ruslands præsident, Vladimir Putin, muligheden for udveksling af krigsfanger.

Nadija Savtjenko er dømt for drab på russiske soldater, efter at hun havde ledet et mortérangreb i den omstridte, østlige del af Ukraine.

Savtjenko blev efterfølgende fanget af russiske separatister og smuglet ind i Rusland, hvor hun blev stillet for en domstol.

I hele perioden har hun været meget aktiv i sin argumentation for, at retssagen er politisk og ikke retfærdig.

Under domsafsigelsen måtte domstolen i Rusland ifølge nyhedsbureauet dpa holde pause, da Savtjenko brød ud i ukrainske slagsange.

Nadija Savtjenko har under russisk fangenskab gennemført flere sultestrejker.

/ritzau/