Ukrainsk mægler: OSCE skal overvåge russisk nødhjælp

Skrevet af admin

12/08/2014

Mest læste i dag

En russisk humanitær-konvoj på 280 lastbiler, der angiveligt er på vej mod Ukraine, vil blive fulgt af observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), når den når frem til den ukrainske grænse.

Det siger den tidligere ukrainske præsident Leonid Kutjma, der har ageret mægler i forbindelse med konflikten i det østlige Ukraine, til det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

Den tidligere præsident fortæller desuden, at leverancen af nødhjælp - også fra USA og EU - vil blive gennemført i samarbejde med den internationale afdeling af Røde Kors.

Røde Kors understregede mandag, at organisationen er klar til at støtte en humanitær mission i Østukraine, men det kræver, at alle parter indgår en aftale og garanterer for sikkerheden.

Både Nato og EU har advaret om, at en russisk humanitær mission kan være et skalkeskjul for en egentlig militær mission.

Ifølge en talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, er de ukrainske myndigheder informeret om aktionen, der ifølge Rusland skal sikre nødhjælp til nødstedte borgere i det østlige Ukraine.

- Det hele er blevet aftalt med Ukraine, siger talsmanden Dmitrij Peskov ifølge Reuters til en lokal radiostation.

Det russiske nyhedsbureau Itar-Tass skriver, at den humanitære hjælp hovedsageligt består af mad. Angiveligt er der tale om korn, sukker og mad til spædbørn.

Derudover er lastbilerne pakket med medicin, lægeudstyr, 69 transportable generatorer til strøm og 12.000 soveposer.

/ritzau/Reuters