Ukrainsk ministerium truer provokatører med tåregas

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Mens kampklædte ukrainske sikkerhedsstyrker onsdag morgen prøver at presse omkring 10.000 provestlige demonstranter væk fra Uafhængighedspladsen, Maidan, i Ukraines hovedstad, Kijev, skruer det ukrainske indenrigsministerium bissen på.

- Enhver modstand vil blive anset for at være et forsøg på at organisere masseuroligheder, lyder det i en erklæring fra ministeriet.

Folk, som ministeriet stempler som "provokatører", kan desuden regne med at blive mødt af tåregas og andre hårdhændede metoder. For det gælder om at opretholde ro og orden.

Ifølge myndighederne er 10 betjente fra sikkerhedsstyrkerne natten til onsdag blevet såret i sammenstød, da de prøvede at fjerne barrikader på Maidan, hvor tusinder af demonstranter har slået lejr i vinterkulden.

Enkelte demonstranter er blevet anholdt, rapporterer tv-stationen Kanal 5, efter at en domstol har nedlagt forbud mod yderligere demonstrationer i centrum af hovedstaden.

Men protesterne stilner næppe af lige foreløbig.

Demonstranterne holder fast i deres krav om, at Ukraine skal rykke tættere på Europa, efter at præsident Viktor Janukovitj for to uger siden droppede at underskrive en storstilet handels- og associeringsaftale med EU.

- Hvis det er nødvendigt, bliver vi her frem til det nye år, skriver en af oppositionslederne, bokseverdensmesteren Vitalij Klitsjko, i en debatindlæg i den tyske avis Bild onsdag.

- Og vi lader os i hvert fald ikke tryne af brutale aktioner, fastslår han og kræver nok engang regeringens afgang.

Klitsjko og andre oppositionsledere mødtes natten til onsdag med EU's udenrigschef, Catherine Ashton, som er rejst til Kijev i et forsøg på at mægle i konflikten.

Onsdag morgen har sikkerhedsstyrkerne omringet fagforeningshuset i Kijev, hvor oppositionen har oprettet sit såkaldte hovedkvarter for den nationale modstand mod Janukovitj-styret.

Præsidenten selv fastholder, at den udskudte aftale med EU ville være gået ud over den tidligere sovjetrepubliks store landbrugssektor, og han stiller nu nye betingelser til Bruxelles for at fortsætte forhandlingerne.

/ritzau/dpa