Ukrainsk oprørsleder: Vi har frigivet to amerikanere

Ukraines prorussiske oprørsleder Aleksander Sakhartjenko siger lørdag, at oprørerne har løsladt to amerikanske hjælpearbejdere, der har været tilbageholdt på mistanker om spionage, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi har frigivet de to amerikanere, som vi har anholdt tidligere. Den ene af de to er CIA-agent, og den anden var hyret, siger Sakhartjenko til journalister uden at komme ind på nærmere detaljer.

De to mænd menes at have arbejdet for ngo-organisationen Den Internationale Redningskomité (IRC) i det krigshærgede østlige Ukraine.

Lederen af IRC, David Miliband - bror til det afgåede britiske labourleder Ed Miliband - udsendte ifølge BBC en erklæring, der forklarer, at to af organisationens medarbejdere, der har været tilbageholdt af oprørerne i 10 dage, nu befinder sig på et sikkert sted.

- Dagligt udviser verdens humanitære hjælpearbejdere et stort mod og tager risici ved at hjælpe de mest udsatte i krisesituationer. De skal aldrig være mål, siger Milliband i erklæringen.

Angiveligt blev over 30 IRC-arbejdere anholdt, efter at oprørere ransagede deres kontorer i Donetsk.

I slutningen af april blev adskillige repræsentanter for den New York-baserede ngo udvist fra Donetsk på grund af spionagebeskyldninger. Det skete, efter at separatisterne hævdede, at de havde fundet aflytningsudstyr i deres kontorer.

- Dette er den første diplomatiske skandale i vores republik. Alle apparaterne blev beslaglagt og overdraget til de amerikanske myndigheder, siger Sakhartjenko.

En talsmand for den amerikanske ambassade i Kijev siger, at man ikke har nogen oplysninger om den påståede løsladelse af amerikanerne.

Ukraine og Vesten beskylder Rusland for at stå bag den brutale oprørerskonflikt i det østlige Ukraine. De borgerkrigslignende tilstande har kostet over 6100 mennesker livet i løbet af det seneste år.

/ritzau/AFP

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip