Når Ukraines præsident, Petro Porosjenko, fredag aften er vendt hjem til Kijev fra Bruxelles, vil han beslutte, hvorvidt han forlænger en ensidig våbenhvile i det østlige Ukraine med tre dage.
- Det er mig, der vil tage beslutningen, når jeg er kommet hjem. Jeg vil konsultere forsvarsministeren og andre fra forsvars- og sikkerhedsrådet.
- Men tiden (for våbenhvilen, red.) udløber i dag 27. juni klokken 22.00, så beslutningen vil blive taget i dag, siger Porosjenko på et pressemøde ved et EU-topmøde i Bruxelles, hvor han har sat sin underskrift på sidste del af en stor samarbejdsaftale med EU.
En anonym europæisk diplomat siger til nyhedsbureauet Itar-Tass, at Porosjenko har fortalt EU's stats- og regeringschefer, at han vil forlænge våbenhvilen med 72 timer.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han vil byde en forlængelse af våbenhvilen velkommen - dog med visse forbehold.
- Vi håber, at dette ikke kun betyder en udskydelse af et ultimatum i tre dage, siger han.
Våbenhvilen blev indført af Porosjenko sidste fredag. Reaktionen fra Rusland var, at det ikke lød som en udstrakt hånd, men mere som et ultimatum for militser i det sydøstlige Ukraine til at aflevere deres våben.
Fredag har EU-lederne sat samme frist på tre dage for Rusland og de prorussiske separatister i det østlige Ukraine til at rette ind og acceptere våbenhvilen.
Hvis ikke de stridende parter senest 30. juni lever op til fire konkrete krav, er EU-lederne klar til at samles med kort varsel for at drøfte en skærpelse af sanktionerne.
Sådan lyder det i topmødets konklusionstekst, der er vedtaget, efter at lederne har haft en længere drøftelse med Porosjenko, som er kommet med sin vurdering af situationen i sit kriseplagede hjemland.
Porosjenko siger efter drøftelsen, at han er glad for, at lederne står klar med yderligere sanktioner.
- Men vi vil ikke have sanktioner for sanktionernes skyld. Vi har virkelig brug for dialog. Vi bliver nødt til at tale med Rusland, siger han.
/ritzau/