Ukrainsk regering erkender krise og indkalder til møde

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

Store interne frustrationer og to partiers nylige afsked har de seneste uger udstillet krisen i Ukraines regering.

Nu erkender et højt placeret medlem af præsident Petro Porosjenkos blok, at det ikke går længere, hvis man skal undgå et valg mindre end to år efter det seneste.

Der indkaldes til drøftelser i næste uge om at danne en ny koalition, skriver Porosjenko-blokkens eksleder, Jurij Lutsenko, på Facebook ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Det sker, efter at partierne Selvhjælp og Fædrelandet har forladt koalitionen.

Partiernes "udtræden af koalitionen peger på en bred politisk krise. Ser man bort fra det rent lovmæssige, er den gamle koalition helt indlysende brudt sammen," skriver Lutsenko.

Han var partiformand indtil sidste år, da præsidentens blok, Solidaritet, fusionerede med Ukraines Demokratiske Alliance for Reform, der havde den tidligere bokser Vitalij Klitsjko i spidsen. Han er nu partiformand.

- I næste uge vil lederne af parlamentets demokratiske grupperinger mødes og indlede drøftelser om en ny koalition, så en ny regering kan findes, skriver Lutsenko.

Krisen i den ukrainske regering blev total, da den proeuropæiske koalition i sidste uge mistede sit flertal i parlamentet i Kijev.

Det skete, som konsekvens af at det lille parti Selvhjælp trak sig. Partiets leder, Oleg Beresjuk, beskyldte ledelsen i premierminister Arsenij Jatsenjuks regering for korruption og nepotisme.

Dagen forinden havde regeringen mistet støtten fra partiet Fædrelandet, der har den tidligere premierminister Julia Timosjenko i spidsen.

I september 2015 sagde det første af flere partier farvel til Jatsenjuks regering.

EU har også øget presset på Ukraines regering den seneste tid.

Blandt andre udenrigsminister Kristian Jensen (V) har for nylig slået fast over for Ukraine, at regeringen skal gennemføre reformer meget snart, ellers får EU svært ved at opretholde sanktioner mod Rusland.

/ritzau/Tass