Ukrainsk uro kan fører til mere vind- og solenergi i EU

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Den aktuelle uro i Ukraine kan skubbe til nye revolutioner i den europæiske energiforsyning, så man ender med at satse mere på vind og mindre på import fra ustabile lande i øst.

Sådan lyder en vurdering fra Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi, der er de danske energiselskabers brancheforening.

- Det kan ikke undgå at få indflydelse på, hvordan man ser på energipolitikken i EU. Det skete også ved krisen i 2008, hvor man i EU satte fokus på vedvarende energi og energieffektivisering, siger Anders Stouge.

En krise mellem Rusland og Ukraine i 2008 endte med, at Rusland midlertidigt lukkede for gassen til ukrainerne og skruede ned i forsyningen til europæiske lande.

Det russiske energiselskab Gazprom har tirsdag meddelt, at dets rabat på gas til Ukraine vil ophøre fra april.

Det er udmeldinger som disse, der kan få EU-landene til at tænke sig om en ekstra gang og overveje alternativer, når de snart mødes for at diskutere energipolitikken frem til 2030.

- Jeg tror, at det vil skabe fokus på alternative energiformer, så man ikke er så afhængige af al den gas, siger Stouge.

EU importerer næsten 70 procent af medlemslandenes forbrug af gas, og Rusland er den største eksportør til unionen.

Denne import kan på sigt erstattes eller delvist erstattes af blandt andet vedvarende energi som vind, biomasse og solenergi.

I øjeblikket går den største gasledning fra russerne mod EU igennem Ukraine, og man er i gang med en strategi, hvor man vil føre gassen uden om Ukraine. Men den løsning vil først stå færdig en gang ude i fremtiden.

- Lige nu er der ikke noget alternativ til den russiske gas, og det er det kritiske. Det er en lang proces med at få omlagt energiforsyningen, så man i højere grad selv kan varetage sine interesser.

- Et moderne samfund kan ikke tåle, at man får et afbrud i energiforsyningen. Det er helt utænkeligt, siger vicedirektøren.

/ritzau/