To ukrainske kampfly skudt ned af oprørere

Den ukrainske regering anklager Rusland for at have affyret de missiler, der har skudt to ukrainske kampfly ned.

Kijev hævder således, at missilerne blev affyret fra Rusland.

- Ifølge de første informationer, blev missilerne affyret fra russisk territorium, lyder det i en udtalelse fra Ukraines nationale sikkerhedsråd.

Det vides endnu ikke, hvad der er sket med flyenes piloter.

- To Sukhoi-kampfly fra Ukraine er blevet skudt ned. Vi har ingen oplysninger om piloternes skæbne, siger talsmand for det ukrainske militærs operationer, Oleksij Dimitrasjkivskij.

Ifølge det ukrainske militær formåede begge piloterne at hoppe ud med faldskærm, men der er ingen meldinger, om hvorvidt de fortsat er i live.

Nedskydningen af de to kampfly er sket i det samme område, hvor et passagerfly fra Malaysia Airlines blev skudt ned, og de 298 mennesker om bord blev dræbt.

Selv om Kijev hævder, at missilerne, der skød kampflyene ned, blev affyret fra russisk territorium, har prorussiske separatister taget skylden for nedskydningen.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip