Ukrainske kamphaner lægger våbnene fredag eftermiddag

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Der er håb om fred i det østlige Ukraine.

Det står klart, efter at både de prorussiske separatister og regeringen i Kijev har underskrevet en foreløbig fredsaftale og er blevet enige om en våbenhvile fra fredag klokken 17.

- Jeg har netop fået at vide, at kontaktgruppen har underskrevet den foreløbige protokol, siger den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, med henvisning til fredagens forhandlinger i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

- Jeg giver ordre til, at de væbnede styrker indstiller kamphandlingerne klokken 18 (klokken 17 dansk tid, red.), siger han.

Samtidig siger de prorussiske separatister, at også de har underskrevet aftalen.

- Repræsentanter fra Ukraines Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk har underskrevet en aftale om våbenhvile fra klokken 18 fredag, skriver de på Twitter.

Også Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) bekræfter, at de stridende parter er blevet enige om at indstille kamphandlingerne, skriver Reuters.

En højtstående oprørsleder anerkender, at man nu vil lægge våbnene, men understreger samtidig, at det ikke ændrer på separatisternes ønske om at løsrive sig fra styret i Kijev.

- Våbenhvilen betyder ikke, at vores politik om løsrivelse fra Ukraine er forbi, siger Igor Plotnitskij, der er leder af den såkaldte Folkerepublikken Lugansk.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, erklærede forud for mødet i Minsk, at hvis en våbenhvile underskrives og føres ud i livet, så kan nye sanktioner mod Rusland hurtigt ophæves.

Tidligere fredag sagde Ukraine, at dets styrker forsøger at nedkæmpe en større offensiv fra oprørernes side ved Marjupol, der er en havneby med omkring 500.000 indbyggere ved Det Azovske Hav, som er et indhav adskilt fra Sortehavet af Krimhalvøen.

/ritzau/Reuters